Forside * Nyheder

‘Blade Runner’ fortsætter…som animationsserie

-

Billetsalget på ’Blade Runner 2049’ blev ikke den megasucces, som mange havde håbet på.

Selv om filmen fik gode anmeldelser, var der næppe hul nok igennem til publikum til at vi kan forvente en ny Blade Runner-storfilm lige med det samme. Men historien får alligevel lov at leve videre i animeret form.

Annonce:

Som nogle måske husker, blev der produceret tre små film som optakt til ’Blade Runner 2049’, der ligesom skulle sætte scenen for handlingen i filmen. En af dem var anime-filmen ’Blade Runner: Black Out 2022′, der handlede om det blackout og sletning af data, som der refereres til i filmen.

Den nye serie kommer til at ligge i en slags forlængelse af denne film. Serien får navnet ’Blade Runner – Black Lotus’ og foregår i 2032, altså ti år efter anime-forfilmen og 17 år før den seneste spillefilm. Der er ikke sluppet ret meget ud om handlingen, andet end at serien vil indeholde karakterer, der allerede er blevet introduceret i de to film eller de små forfilm fra sidste år.

Det er Sola Digital Arts, der skal stå for selve produktionen og animationen af serien, og det var også dem, der lavede ’Blade Runner: Black Out 2022’. Instruktører på serien bliver Shinji Aramaki og Kenji Kamiyama, der er kendte navne på Anime-scenen.

Laves på japansk

Aramaki har stået bag ’Appleseed’-filmene, mens Kamiyama har lavet ’Ghost in the Shell: Stand Alone Complex’-serien. Sidstnævnte serie er p.t. igang med en større reboot, der blev annonceret sidste år, og som de to instruktører lige nu arbejder på.

Dette projekt står rent tidsmæssigt i vejen for ’Blade Runner – Black Lotus’, men så snart de to instruktører er færdige med rebooten, skulle de gå igang med ’Blade Runner’-projektet. Der er dog ikke sat noget premieretidspunkt på endnu.

Det er Alcon Entertainment, der også stod bag ’Blade Runner’-filmene, der i samarbejde med den amerikanske voksen-animationskanal Adult Swim og Anime-streamingtjenesten Crunchyroll får produceret serien. Serien vil blive produceret på japansk, og på Adult Swim vil den blive vist med engelsk tale, mens Crunchyroll streamer den på originalsproget med undertekster.

Hvor den vil kunne ses i Danmark er for tidligt at gisne om.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.