En revisor er sigtet for, med insiderviden om seerstemmerne i Vild med dans, at have skaffet sig gode odds hos Danske Spil.
TV-programmet ‘Vild med dans’ er ramt af en svindelsag. Ikke selve konkurrencen, men hos 3.part der er hyret til at hjælpe programmet.
En revisor fra Odense er sigtet, for at udnytte insiderviden om udfaldet af seerstemmerne i tv-programmet, til at spille på udfaldet. Det skriver Ekstra Bladet.
Undervejs i Vild med dans kan der oddses på hvilke par der ryger i omdans. Seerstemmerne kontrolleres af det revisionsfirma, hvor den sigtede er ansat.
“Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet en mand bosiddende i Odense for overtrædelse af loven om forretningshemmeligheder. Han har (ifølge sigtelsen, red.) udnyttet sin stilling i et revisionsfirma, der arbejder for TV2 og ‘Vild med dans’ til at oddse på ‘Vild med dans’ hos Danske Spil”, fortæller vicepolitiinspektør Kirsten Vesterby Fischer fra Fyns Politi til Ekstra Bladet.
Politiet mistænker ikke revisoren for at påvirke selve resultatet, kun at have brugt sin viden om resultatet til egen vinding.
“Vi holder altid øje med mistænkelig spiladfærd”, fortæller pressechef hos Danske Spil Marie Grabow til Ekstra Bladet.
Hun ønskede ikke at gå yderligere i detaljer med den konkrete sag, men fortæller at de holder øje med mistænkelig adfærd og usædvaneligt spillemønster.