Vi er midt i afsløringerne af tech-firmaernes efterårskollektioner, og torsdag vil Samsung gerne have vores opmærksomhed.
En invitation blev sendt ud i september med teksten ”4X fun”, og det er sikkert mange, der troede, det handlede om antallet af kerner eller hvor mange gange, man kan zoome optisk.
Men det kan slet og ret vise sig at handle om, hvor mange kameraer, der sidder på bagsiden. Evan Blass har som vanligt fået fingre i et billede før eventen løber af stabelen, og de lækkede billeder viser en smartphone ved navnet A9 Star Pro, der har fire bagkameraer.
A-serien indeholder Samsungs mellemklasse-telefoner, og bortset fra kameraerne ser den klassificering også ud til at holde med A9 Star Pro.
Det kan umiddelbart virke som om, Samsung bare vil være ét kamera bedre end Huawei, der som bekendt har tre sensorer og linser bagpå P20 Pro.
De fire kameraer skulle angiveligt være et 24 megapixels hovedkamera med en blændeåbning på f/1.7. Dette kamera skulle så blive flankeret af to kameraer dedikeret til vidvinkel og zoom. De har begge en blændeåbning på f/2.4, hvilket er godt til telefoto og zoom, men Samsung har så tilsyneladende sat en optisk ultra-vidvinkel-linse på det ene af de to kameraer. Telefoto-kameraet er på 10 megapixel og vidvinkel-kameraet er på 8 megapixel.
Sidst men ikke mindst er der et 5 megapixels dybdekamera ombord med en blændeåbning på f/2.2. Hvad skal man så bruge det til, når du allerede har de andre, kan du spørge. Men svaret er formentlig, at dette kamera skal bruges til AR-formål og 3D-scanninger og måske også til at måle afstande, de andre kameraer så kan bruge til at auto-indstille fotograferings-parametrene med.
Men vi ved det naturligvis ikke før i morgen, før Samsung løfter sløret for hemmelighederne.
Det kan i øvrigt anbefales at tjekke de kreative svar på Evan Blass’ tweet herunder.
FYI pic.twitter.com/nuN4GppW5C
— Evan Blass (@evleaks) October 10, 2018