Forside * Nyheder

Verdenskendt HiFi-ambassadør gæster Copenhagen HighEnd

-
Seneste stereo fra Ken Ishiwata er KI Ruby forstærker og CD-afspiller

På udstillingen Copenhagen HighEnd vil Ken Ishiwata fra Marantz vise det nye KI Ruby stereo frem.

Ken Ishiwata fra Marantz kan fejre 40 års jubilæum som HiFi-ambassadør, og han regnes i dag for en af de største ‘influencers’ i verden indenfor high-end audio.

Gennem årene har hans ekspertise ledt til eksklusive produkter fra Marantz branded med ‘KI Signature’ – eller blot KI.

Annonce:

Det var i 1978 at han første gang introducerede produkter med ‘special tuning’. Han udvalgte et eksisterende Marantz-produkt og forbedrede det ved at udskifte udvalgte komponenter for at øge lydkvaliteten.

Seneste produkter han har været med til at designe er KI Ruby high-end stereo med forstærker og CD-afspiller. Det anlæg markerer hans 40 års jubilæum og produceres i et begrænset antal på blot 1.000 styk.

I sidste weekend i oktober der kan Ken Ishiwata opleves på udstillingen Copenhagen HighEnd, hvor han vil fortælle om, og demonstrere, netop KI Ruby.

 

KI Ruby

 

KI Ruby

KI Ruby er high-end stereo og kun produceret i 1.000 eksemplarer. Et sæt består af forstærkeren PM-KI Ruby og CD-afspilleren SA-KI Ruby.

Sættet her er ikke et eksisterende produkt der er blevet forbedret, men et anlæg der er bygget op fra bunden, dog tilsat erfaringer der blev gjort med anlægget SA-10 og PM-10.

CD-afspilleren SA-KI Ruby er også en Super Audio CD (SACD) afspiller, der samtidig har flere digitale inputs inklusiv USB for tilslutning af computer. På den måde fungerer den også som forforstærker med højtydende DAC (digital til analog konverter).

Drevet er Marantz egenudviklede SACDM-3 der er udviklet kun til audio fra CD, SACD, CD-ROM og DVD-ROM. USB-indgangen klarer op til PCM / DXD 384kHz/32bit og DSD 11.2 MHz.

Forstærkeren PM-KI Ruby er en ren analog high-end amp. for analog line-in og pladespiller, både ‘moving coil’ og ‘moving magnet’. Hver kanal yder en effekt på 100W i 8 ohm eller 200W i 4 ohm.

Indmaden er opbygget omkring HDAM-SA3 der er opbygget af diskrete komponenter fremfor IC’er, med en nyudviklet elektrisk styret lineær volumenkontrol.

Både SA-KI Ruby og PM-KI Ruby koster kr. 32.999,- i Danmark og den danske Marantz-importør og forhandler, HifiFreaks, får et begrænset antal til salg.

 

Galleri

 

Oplev det på Copenhagen HighEnd

Mød Marantz HiFi-guru, Ken Ishiwata, på udstillingen Copenhagen HighEnd hvor han vil fortælle om KI Ruby og demonstrere hvad anlægget er i stand til.

Det er sidste weekend i oktober på Clarion-hotellet ved Københavns lufthavn.

  • Lørdag d. 27/10 kl. 11-18
  • Søndag d. 28/10 kl. 11-17

Entre til udstillingen er kr. 125,- og billetter kan købes ved indgangen.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.