Apple er ikke længere det eneste firma i USA, der har opnået en aktieværdi på en billion dollar.
Selvom de kan prale af at have været de første, har Amazon nu en måned efter fulgt trop og har set firmaets aktieværdi komme op over billionen.
Det skete tirsdag, da Amazon-aktien efter at have ligget og rodet lige under billionen i en periode endelig kom tilstrækkeligt højt op til at den samlede værdi kravlede op og gjorde Apple selskab i billion-aktieklubben.
Det er resultatet af en længere rejse mod toppen, som aktien har været på igennem hele 2018. Ifølge CNBC skyldes det blandt andet firmaets store succes med Prime Day, en udsalgsdag, der gik over al forventning i år.
Det har tilsyneladende givet aktieinvestorerne masser af tro på Amazon, til trods for voksende konkurrence fra andre amerikanske firmaer såsom Wayfair og Wal-mart, og fra kinesiske firmaer som Alibaba.
Amazon forventes at udvide med en skandinavisk tilstedeværelse senere i år.