YouSee har slået optage-funktionen fra i app’en på Apple-enhederne.
Brugere af YouSees 4K tv-boks har adgang til optagelser i skyen. Optagelserne kan startes både fra boks og app til Android og Apple.
I mandags udkom iOS 12 til iPhone, iPad og iPod Touch, og den ødelagde optagefunktionen i YouSee-app’en.
Derfor er deres app nu til reparation, og YouSee venter fjernoptagelserne tilbage på Apple-enhederne i næste uge.
“På iOS (iPhone og iPad) har vi midlertidigt fjernet funktionen i mandags i forbindelse med Apples opdatering til IOS12, idet denne opdatering medførte, at funktionen ikke virkede i vores app”, fortæller Mai-Britt Noe, kommunikationsrådgiver hos YouSee, til recordere.dk og slutter:
“Vi arbejder på at tilpasse vores kode til IOS12, og der er derfor tale om en midlertidig deaktivering. Vi regner med, at den er aktiveret igen i starten af næste uge”.