Google Assistant er klar på dansk via smartphones og tablets. Højttalerne følger senere.
Lidt over to år efter Google lancerede deres talende assistent “Google Assistant”, er de klar til at lancere den på dansk, så du kan tale dansk til din Android telefon eller tablet.
Opdateringen er klar her fra tirsdag den 11. september, og ejere af Android telefoner med Android 6 eller højere og Apple iPhones med Google søgning app’en installeret på iOS 10 eller højere.
Se også: Dette forstår Google Assistant på dansk
Kun på telefoner og tablets.
Selvom Google nu er klar på dansk, så kan man stadig ikke bruge Google Assistant på dansk på Google’s Home højttalere.
Det kommer dog inden længe lover Jesper Vangkilde, som er kommunikationschef hos Google Danmark.
“Google Home får dansk inden vinteren kommer”, fortæller Jesper Vangkilde til recordere.dk, og garanterer det kommer inden udgangen af november.
Dog vil Google ikke løfte sløret for hvilke Google-højttalere der officielt bliver lanceret med dansk.
Virker også med Spotify og Netflix
Du kan også styre både Netflix og Spotify med Google Assistant, så du fra lanceringen kan bede Spotify om at spille det nyeste nummer med Depeche Mode.
Google har gjort meget ud af at sikre at den ikke har problemer med at forstå danske og engelske ord i samme sætning.
Netto, Coop og Matas vil også lege med.
Google har sammen med flere butikskæder lavet nogle plugins, der gør at du f.eks. kan sige “Tal med Netto”, og så kan du høre om tilbud og åbningstider for dine lokale butikker.
SAS er også på vej med en udvidelse til Google Assistant, så du med stemmen vil kunne checke ind til en bestemt flyvning, eller bestille plads på en anden afgang. Dette er dog ikke klar på dansk en endnu.
Styr dit hjem med Google Assistant
Har du intelligente produkter forbundet i dit hjem, vil du kunne styre disse med Google Assistant på dansk også.
Dette gøres med kommandoer som ‘Tænd lyset i stuen’, eller ‘Hvad er temperaturen i haven’, hvis du har f.eks. Philips Hue eller Netatmo produkter, der understøtter Google Home.
Løbende udrulning hele tirsdagen
For at kunne tale dansk med din Google Assistant, vil du enten blive notificeret når opdateringen er klar til din telefon eller tablet, eller du kan gå ind i Google søgning app’en og skifte indstillinger for sprog.
Er din Android sat op til dansk, burde Assistenten selv begynde at tale dansk til dig når den er klar.
Google fortæller i øvrigt at det ikke er alle funktioner der virker med Google Assistant i Danmark endnu.
“Vi mener de er et godt produkt vi ruller ud, men det er ikke helt klart endnu, og vi vil løbende rulle forbedringer ud”, fortæller Jesper Vangkilde til recordere.dk.
Når du har skiftet til dansk Google Assistant, kan du starte med at spørge “Hvad kan du gøre?”, og så vil Google Assistant fortælle dig om nogle af de mange kommandoer du kan give hende.
Hvad kan Google-assistenten på dansk?
Tjek: Dette forstår Google Assistant på dansk