Nu kan du suse rundt på nettet i Virtual Reality.
Det har du sådan set kunnet længe, for eksempel med Samsungs egen webbrowser til Gear VR-platformen. Men nu kan du gøre det med en af de mest udbredte og velkendte browsere: Firefox.
Firefox Reality hedder browseren, der styres ved hjælp af stemmen og en markør. Der er også mulighed for at bruge et virtuelt keyboard.
Som det er nu, er der naturligvis ikke så meget på almindelige websider, der er VR- eller AR-kompatibelt. Men Firefox Reality er bygget specifikt til at understøtte begge dele, så hvis webudviklere begynder at lave flere tredimensionelle websites eller webbaserede AR-løsninger på et tidspunkt, er Firefox klar.
Indtil da kan man hygge sig med enkelte VR-websites i tre dimensioner, som der linkes til fra den side, Firefox Reality åbner på som standard. Det er f.eks. sider med VR-spil og 3D-modeller fra Sketchfab.
Firefox Reality er foreløbig klar til HTC Vive, Oculus Rift og Daydream og kan hentes i de tilhørende app-butikker. Du kan læse mere her.