Når iPhone XS og XS Max lander på hylderne på fredag, så er der mange der har set frem til at få Dual-SIM, men vent med at glæde dig, for Dual-Sim er ikke klart.
Apple DSDS (Dual SIM Dual Standby) som Apple brugte lidt tid på at forklare om på deres præsentation af de nye iPhones er ikke klart til lanceringen af de nye iPhones, og lige nu er der slet ikke noget lanceringstidspunkt.
I dag er det kun teleselskabet 3, der er klar med eSim support på Apple Watch, og det ændrer sig ikke frem til lanceringen, men ingen teleselskaber (heller ikke 3) er klar med DSDS support når det lanceres fredag. Og det er ikke teleselskabernes skyld. Det er Apple.
Apple er ikke klar med den opdatering af iOS 12, der giver support for de to SIM pladser der er i de nye iPhone XS og XR telefoner. Den fysiske er ikke noget problem, men eSim delen er ikke klar, og derfor er der ingen teleselskaber der kan tilbyde dig ægte Dual-Sim funktionalitet på lanceringstidspunktet.
Forvent det ikke klar de første par måneder.
Ingen af de teleselskaber vi har spurgt kan eller vil give noget svar om hvornår de forventer at kunne præsentere eSim support på iPhone, og kigger vi på hvordan Apple ellers plejer at lancere nye features, kan vi godt risikere at skulle helt op på iOS 12.1 før vi ser eSim (DSDS) support på de nye modeller.
Så hvis du har købt den nye iPhone og tror du kan smide dit hoved-SIM kort på eSim, må du desværre væbne dig med tålmodighed. Alternativt hvis det er noget du har brug for lige nu, må du kigge efter de Android alternativer, der har været klar med Dual-SIM længe.