Hvis du er en af dem, der konstant holder øje med danske webbutikker for at se, hvornår de har parallelimporteret Googles næste Pixel-telefon, er der interessant nyt.
En ukrainsk blogger har publiceret video af, hvad der tilsyneladende er en udviklerudgave af Googles Pixel 3 XL med æske og det hele. Selve Pixel 3 XL ser ud til at passe med de rygter, der er gået forud, altså en smartphone med kamerahak, Snapdragon 845, Adreno 630 GPU, Android 9 Pie og en skærmopløsning på 1440 x 2690.
Det nye er dog, hvad der ellers ligger nede i kassen. Videoen, der sammen med billeder kan ses hos Android Police, viser et par øretelefoner, der grangiveligt ligner en hvid udgave af Googles Pixel Buds. Det kan være, at det blot er designet, der ligner, men eftersom Pixel Buds er specialdesignet til at fungere med Google Assistant, er det alligevel interessant, hvis Google vælger at levere dem sammen med alle Google Pixel 3’er.
Det skal dog siges, at de øretelefoner, der ligger i æsken, ikke er trådløse, men har et USB-C-stik i den ene ende. Om øretelefonerne kommer til at følge med Pixel 3 i forbrugerudgaven, og om de har den samme Google Assistant-optimering som den trådløse version, bliver afsløret i løbet af efteråret.