”Kan de gøre det bedre denne gang?”
Det er formentlig det første spørgsmål, der løber igennem hovedet på mange superheltefans, når de hører om at ’Iron Fist’ vender tilbage til Netflix.
Serien har fået en hel del kritik på forskellige fronter, men især anmelderne syntes bare ikke, den var særlig god.
Netflix er imidlertid godt igang med at køre deres Marvel-hold, The Defenders, igennem sæson nummer to, og således har anden sæson af ’Jessica Jones’ og ’Luke Cage’ haft premiere med fine anmeldelser.
Nu er turen så kommet til Danny Rand, også kendt som Iron Fist. D. 7. september lander ’Iron Fist’ sæson 2 på Netflix, og den vil så formentlig enten blive fulgt op af endnu en ’Defenders’-sæson eller en ’Daredevil’-sæson.
Hvis ikke, den næste sæson af ’The Punisher’, der også er relateret til denne sektion af Marvel-universet, dukker op først.