HBO Nordic har indledt optagelserne på deres første originale norske serie, Beforeigners
Optagelserne til den første originale norske serie fra HBO Nordic er nu indledt.
Beforeigners finder sted i en nær fremtid, hvor et sært lysfænomen indtræffer over hele verden og sender kraftige lyn ned i havet, hvorefter forhistoriske mennesker pludselig begynder at dukke op.
Menneskene kommer fra tre forskellige tidsaldre: Stenalderen, Vikingetiden og den sidste del af det 19. århundrede. Ingen forstår, hvordan det kan lade sig gøre, og de forhistoriske mennesker – kaldet ”beforeigners” – har ingen erinding om, hvordan de er endt der.
Nogle år efter fænomenet bliver Alfhildr (Krista Kosonen) – som kommer fra Vikingetiden – sat sammen med den udkørte politibetjent Lars Haaland (Nicolai Cleve Broch) under politiafdelingen for integration. De skal sammen efterforske et mord på en beforeigner med stenaldertatoveringer, som leder til en række uventede afsløringer.
Optagelserne finder primært sted i Oslo, men noget af indspilningen kommer også til at foregå i Litauen.
Det er duoen bag Lilyhammer, Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin, der har skabt serien, og det er Jens Lien (Jonny Vang, Den brysomme mannen), der instruerer. Rubicon TV, der er en del af Endemol Shine Group, producerer.
Serien består af seks episoder og forventes at få premiere i 2019.