Virksomheder må ikke sende uopfordrede invitationer til at like deres side på Facebook.
En virksomhed bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om brugen af Facebook-funktionen ”Inviter til side” er omfattet af markedsføringslovens forbud mod uanmodede elektroniske henvendelser – også kaldet spam.
“Inviter til side” er noget Facebook er begyndt at tilbyde side-administratorer. Når en Facebook-bruger har ‘liked’ eller kommenteret et opslag, så tilbydes sidens administratorer at sende en invitation til vedkommende om at ‘synes godt om’ ens side.
Men det er ulovligt at bruge, hvis siden administreres af en virksomhed.
Uanmodede notifikationer fra en virksomhed er ulovlige
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at notifikationer på Facebook er omfattet af markedsføringslovens forbud mod uanmodede elektroniske henvendelser.
Det betyder at virksomheder skal have et gyldigt samtykke, før de må sende notifikationer med markedsføring til andre Facebook-brugere.
Selvom spam-forbudet oprindelig var tiltænkt email, så fremgår det af forarbejdet til markedsføringsloven, at begrebet ”elektronisk post” er teknologineutralt og skal fortolkes bredt, fortæller Forbrugerombudsmanden.
Et klik på et ”synes godt om”-ikon opfylder ikke i sig selv kravene til et samtykke.
Forbrugerombudsmanden forklarer
“En virksomhed må kun invitere dig til at synes godt om sin side eller på anden måde kontakter dig via din profil på Facebook, hvis du har givet virksomheden tilladelse til at gøre det. Det er ikke anderledes end med traditionelle e-mails. Begge dele er elektronisk post i markedsføringslovens forstand”, fortæller Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, og fortsætter.
“De sociale medier har givet virksomheder nye muligheder for at henvende sig direkte til forbrugerne. Men selvom det er nemt at kontakte forbrugerne, er det ikke altid lovligt. Forbrugeren skal have givet sit klare samtykke på forhånd, før virksomheder må henvende sig. Udviklingen på de sociale medier betyder dog, at vi løbende skal vurdere vores fortolkning af lovgivningen”.
Markedsføringslovens § 10, stk. 1, har følgende ordlyd: ”§ 10. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.” Et samtykke til markedsføring skal være frivilligt, specifikt og informeret. Et samtykke er specifikt og informeret, når det klart og tydeligt fremgår, hvad det er, der gives samtykke til, hvem det er, der gives samtykke til, og hvordan man vil blive kontaktet. Samtykket skal også være frivilligt, hvilket betyder, at en virksomhed ikke må betinge eksempelvis et køb af en vare med et samtykke til fremtidig markedsføring. |