Forside * Nyheder

Er Palm på vej tilbage med en smartphone?

-

Et historisk tech-brand kan være på vej tilbage til butikshylderne.

I 1996 gik U.S. Robotics igang med at lave en serie af PDA’er via deres datterselskab Palm. Disse hed Pilot, og kom hurtigt til hedde PalmPilot i folkemunde (og i senere versioner).

Annonce:

I en årrække var Palm absolut nummer ét på PDA’er, til trods for at Microsoft forsøgte at komme ind på markedet med deres PocketPC-platform. Det var først, at smartphones og systemer som Symbian begyndte at dukke op, at PalmPilot’erne fik rigtig konkurrence.

Palm kastede sig senere over at lave smartphones, der reelt set var PalmPilot’er med mobilantenner. Via Treo-serien (der også indeholdt modeller med Windows Mobile ombord) fik vi WebOS-platformen, der idag lever videre i LGs tv-modeller.

Palm blev i 2010 solgt til HP, og er idag ejet af TCL.

I marts dukkede der så et rygte op om at en ny Palm-telefon var på vej til det amerikanske teleselskab Verizon, med lancering i anden halvdel af 2018. Men det rygte forsvandt hurtigt igen.

Men nu har Android Police fået øje på, hvad der med stor sandsynlighed kan være den nye Palm-smartphone. En smartphone med navnet PVG100 (PVG står angiveligt for Palm Venture Group) er lige blevet godkendt hos den amerikanske telemyndighed FCC.

Det eneste, der kan hives ud af FCC-registreringen, er at den nye smartphone kommer med Android 8.1 Oreo, og at smartphonen tilsyneladende ikke kan bruge 5GHZ WiFi. Det sidste kan tyde på, at der ikke er tale om et superflagskib.

Omvendt kan der være tale om en forsigtig relancering af brandet på samme måde som Nokia blev relanceret for nylig, hvor de tunge smartphone-modeller først dukker op senere.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.