Chris Pine vil ikke kun være kendt som den nye Captain Kirk i den seneste generation af ’Star Trek’-film.
Således prøver han at komme til at spille et bredt udbud af roller, og i den seneste påtager han sig en skotsk accent.
I ’Outlaw King’ spiller han Robert the Bruce, der i 1296 påbegyndte den første, skotske uafhængighedskrig ved at forene de skotske klaner. Det var i denne krig, William Wallace også kæmpede mod englænderne, som portrætterede i den Oscar-vindende Mel Gibson-film ’Braveheart’.
Der er ingen tvivl om, at Netflix går efter at få ’Outlaw King’ Oscar-nomineret eller at score en af de andre priser, der uddeles i den såkaldte ’Award Season’ i Hollywood. Filmen får nemlig ikke bare premiere på Netflix – det sker 9. november – men kommer også op i enkelte, amerikanske biografer.
Det er et krav fra Oscar-akademiets side, at en film har været sat op i en biograf og vist et bestemt antal gange, hvor alle kan købe billetter til den, for at den overhovedet kan komme i betragtning.
Det var den samme taktik, Netflix brugte med filmen ’Icarus’, der sidste år vandt en Oscar i dokumentarfilm-kategorien. Instruktører som Alfonso Cuarón og Paul Gregrass lægger ifølge Hollywood Reporter pres på for at få deres kommende Netflix-film op i biografer i endnu længere perioder.