Er du også blevet fanget af Stephen King-serien ’Castle Rock’?
Serien, der er produceret for Hulu i USA, og havde dansk premiere sidst i juli på HBO Nordic, er tilsyneladende lidt af et hit.
I hvert fald har Hulu nu annonceret, at serien er blevet fornyet med endnu en sæson. Det sker til trods for, at serien kun er halvvejs igennem første sæson. The Hollywood Reporter skriver, at serien havde det hidtil største antal gennemsyn af første og andet afsnit for en Hulu-serie.
Mediet skriver dog også, at det endnu ikke er afgjort, hvornår den nye sæson lander, eller hvilke af seriens nuværende karakterer, der vender tilbage. Det sidste kunne også risikere at afsløre for meget, netop fordi serien stadig har fem afsnit tilbage ud af ti. Afsnit seks har amerikansk premiere idag, onsdag.
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien, handler den om byen Castle Rock i den amerikanske delstat Maine, hvor de fleste af Stephen Kings bøger foregår. Igennem flere af bøgerne (og deres filmatiseringer) dukker Castle Rock op som et sted, der nærmest er forfulgt af ondskab, og serien udforsker, hvorfor netop denne lille by er blevet centrum for alverdens ubehageligheder. Som man kan forvente, er serien fyldt med referencer til Stephen King’s øvrige univers.
Ud over King selv står også J.J. Abrams bag serien.