Forside * Nyheder

Storforbrugere ser TV i 7,5 timer eller hører radio i 5,5 timer

-
Foto: Shutterstock.com

De mest ivrige tilbringer dagligt 7,5 timer ved tv-skærmen eller 5,5 timer ved radioen, fortæller DR.

Der tales meget om forandringer i mediebilledet i disse år, hvor flere klipper kablerne og rykker på streaming, med eller uden de danske tv-kanaler på skærmen.

Men der er også fortsat nogen som er storbrugere af TV i Danmark. Der viser opgørelser fra DR Medieforskning.

Annonce:

Det er især blandt kvinderne de ivrigste tv-seere findes, mens de ivrigste radiolyttere findes blandt mændene.

De 10% af befolkningen, der ser allermest TV, tilbringer i gennemsnit 7,5 time foran fjernsynet om dagen. Dermed bruger de over tre gange så lang tid på at se TV som gennemsnittet.

Henrik Gregor Knudsen, der er medieforsker i DR Medieforskning, forklarer at det især er i dagfladen mellem klokken 9.00 og 16.00, at der bliver set ekstra meget fjernsyn blandt storforbrugerne.

Forholdsvis bruger de en ret stor andel af deres tid på nichekanalerne, som for eksempel TV 2 Charlie og TV 2 News, men også TV 2 Sport, DR K, TV3 Puls, TV 2 Fri, Investigation Discovery og Eurosport.

“Hvis man skal sige, hvad der kendetegner de mest ivrige tv-kiggere, er det, at der er en overvægt af sjællændere og københavnere, 58 procent af dem er kvinder, og to tredjedele er over 60 år. To ud af tre er ikke tilknyttet arbejdsmarkedet, og det forklarer selvfølgelig også i nogen grad, at de har bedre tid til at tænde for fjernsynet”, forklarer Henrik Gregor Knudsen.

 

Mænd hører mest radio

Mens der er flest kvindelige storforbrugere af TV, er det stik omvendt blandt de 10%, der lytter mest til radio.

“Den tiendedel, der hører allermest radio, hører 5½ time dagligt, og dermed bruger de næsten tre gange så lang tid på at høre radio som gennemsnitsdanskeren”, forklarer Rasmus Kidde, der er medieforsker i DR Medieforskning.

Han fortæller, at de største radioforbrugere i Danmark særligt hører mere P4 og P5 end gennemsnitsdanskeren, hvorimod de hører mindre P3, P7 MIX, NOVA og The Voice.

“Der er overvægt af mænd – nemlig 55 procent, blandt den tiendedel, der hører mest radio, og to ud af tre er over 60 år”, slutter Rasmus Kidde.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.