Det foldelige smartphone-format er ikke ligefrem blevet et stort hit endnu.
Men det afholder tilsyneladende ikke Samsung fra at forfølge drømmen. Det foldbare smartphone-koncept, som vi begyndte at høre om for alvor i 2016, og som der er gået rygter om lige siden, kan nu være på vej.
Wall Street Journal har talt med kilder, der mener at vide, at Samsung vil lancere en foldelig smartphone med dobbeltskærm i 2019. Lanceringen skulle ske i starten af året, så det lugter jo lidt af en annoncering i forbindelse med CES i starten af januar eller MWC sidst i februar.
Ifølge avisens kilder har enheden kodenavnet ’Winner’, og kan foldes på samme måde som en tegnebog. Samsung skulle angiveligt have gamere i tankerne med smartphonen, i hvert fald til at begynde med. I andet halvår af 2019 skulle smartphonen så blive markedsført til et bredere publikum.
Man skal nok også være entusiast for at investe i ”Winner”. Engadget vurderer, at en telefon med den hardware, der går rygter om, hurtigt kan komme i en pris på over 1500 dollar, eller et godt stykke over 10.000 kroner, når danske afgifter kommer oven i.
Andre smartphone-fabrikanter såsom Kyocera og ZTE har også lavet foldbare smartphones med to skærme, uden at disse dog er blevet kæmpesucceser.