Når den nuværende Star Wars-saga slutter, vil det ikke blot have været Carrie Fisher, Mark Hamill og Harrison Ford, der har spillet deres gamle roller endnu engang.
Som vi skrev oven på annonceringen af Keri Russells indtog på rollelisten i Star Wars IX, var der flere, lignende annonceringer på vej.
Det skete dog hurtigere end forventet. Men nu har Lucasfilm bekræftet, at Billy Dee Williams kommer til at genindtage sin rolle som Lando Calrissian i den næste Star Wars-film.
Han bliver således den eneste af hovedheltene fra de originale film (hvis vi ignorerer R2-D2 og C-3PO), der er i live, når filmen begynder. De fleste fans forventer dog at se Mark Hamill igen, i form af Luke Skywalker som et såkaldt ’Force Ghost’.
Som Hollywood Reporter skriver, skal man ikke nødvendigvis glæde sig for meget til Landos tilbagevenden. De to andre film i den nye trilogi har netop handlet om, hvordan disse helte har haft svært ved at leve op til deres tidligere heltestatus, efterhånden som de blev ældre.
Den unge udgave af Lando, der blev spillet af Donald Glover i ‘Solo: A Star Wars Story’ blev dog taget godt imod af seriens fans.