Det er ikke mange år siden Netflix kom på markedet, og først tog de Blockbuster’s marked, og senere så kabel-TV udbydernes kunder, ved at tilbyde lave priser og stort udbud. Men er Netflix ved at blive sin egens værste fjende?
Som mangeårig TV-bruger, har jeg været med fra dengang vi kun havde DR1 og svensk TV1 og 2, og jeg husker stadig de første satellit kanaler, hvor man kunne se “Tutti-Frutti” på RTL, og selvom de talte tysk, så talte de bare bryster med baster klistret fast et sprog man som ung mand kunne forstå.
Tutti Frutti på RTL i 80'erne
Så kom kabel-TV, og vi blev forkælet med flere og flere kanaler, og desværre også stigende priser, og begrænsede pakkemuligheder. Men da det var eneste mulighed, så sad man og så genudsendelser, kedelige fredagsshows, og betaler omend bittert de stadig stigende priser.
Velkommen til udenlandske streamingtjenester
Men så skete internet-revolutionen, og pludselig kunne vi se hvad vi havde lyst til via YouTube, Netflix, HBO Nordic og mange andre streamingtjenester, og der kunne spekuleres i at skære ned på antallet af TV-kanaler via mindre pakker, og konvertere det til streaming-indhold eller lejede film via forskellige tjenester.
Prisen på 79 kroner om måneden skræmte ikke, for vi var jo vandt til at betale over 400 kr. For vores store TV pakke hos YouSee. Og sådan gik det et par år. Vi accepterede de små stigninger på Netflix, men nu er nok blevet nok for mig.
Netflix prisstigning for at få Ultra HD med HDR vil passere smertegrænsen for hvad jeg vil betale for en tjeneste som spekulerer i hvor lidt jeg når at se, og tænker man på hvor lidt HDR indhold Netflix udsender, er vi nu tilbage i at det næsten kan betale sig at købe fysiske medier igen, der immervæk stadig er teknisk overlegne når det gælder kvalitet på billede og lyd.
Hvorfor er det at man vælger at gå ind i marked og discrupte det med innovation og brugervenlighed, og når markedet så er vundet, så gør man præcis den samme dumhed som dem man udkonkurrerede. Er det grådighed, eller dumhed?
Når Netflix nu tester om de kan stramme skruen på antallet af samtidige streams, og kvaliteten de sælger, så er det jo ikke fordi de gør det i blinde. Der er ingen streaming-udbyder, der ved så meget om deres kunder, som Netflix. De ved hvornår du starter, slutter, og hvor meget af en bestemt serie du ser – Det er Data de endog bruger for at anbefale dig nyt indhold. Så Netflix må allerede have lavet matematikken om hvem der bruger HDR, og om det vil have indflydelse på hvor mange der fravælger kvaliteten, eller hele tjenesten
Farvel Netflix
Personligt er jeg en af dem der vinker farvel. Jeg har været i gamet længe nok til at se hvornår en udbyder bliver for grådig, og for mig har Netflix krydset den grænse med deres nye idé til en prispolitik.
Nok er nok, og gør jeg op, hvor meget eller lidt jeg bruger Netflix om måneden, så er det ikke 150+ kr. værd om måneden. De 79-99 kr. Var OK, men nu er Netflix bare blevet den næste Blockbuster for mig, og hvis mange nok synes det samme, så ender de sikkert også med at blive en skygge af sig selv, for til sidst at forsvinde. Men det sker ikke, for Netflix har ikke problemet med fysiske butikker, og kan selv vælge at løsne skruen, hvis de vil. Så er spørgsmålet bare om man så kun kan se serier der er mere end 12 måneder gamle, hvis man ikke vil betale den høje pris.
Indtil da, farvel og tak Netflix!