Elon Musk lader sig angiveligt ikke anfægte af uheld og misbrug af Tesla-teknologierne.
Til trods for, at den såkaldte ’Autopilot’-feature i nyere Teslaer har forårsaget adskillige uheld – flere med dødelig udgang – har Musk nu meddelt, at alle Autopilots funktioner inden længe bliver sluppet helt fri.
Det betyder reelt, at disse nyere Teslaer bliver helt selvstyrende – under førerens ansvar. Som det er nu, gør Tesla meget opmærksom på, at Autopilot kun skal slås til på motorvejen som en slags avanceret Assisted Cruise Control/Lane Assist.
Det har imidlertid ikke forhindret en hel del Tesla-brugere i at slå Autopilot til udenfor motorvejsområderne, hvilket som nævnt har ført til flere uheld.
Med de nye funktioner, der snart bliver slået til, kan Autopilot styre bilen helt selv, og chaufføren kan reelt slippe rattet – også selv om dette er ulovligt.
Teslas Autopilot-teknologi benytter sig af dybdekameraer, der sidder rundt om på bilen, mens de fleste andre selvstyrende biler benytter sig af LIDAR-teknologi, der fylder en del og derfor rent designmæssigt ikke er klar at blive markedsført endnu.
De kommende Autopilot-opdateringer til Teslaerne vil dog slippe de autonome funktioner ud langsomt. Man kan for eksempel forestille sig, at Autopilot til at starte med kan overtage parkering af bilen m.m.