Netflix-modellen for biografer ser ikke ud til at vil dø til trods for dårlig presse og endnu dårligere økonomi hos MoviePass.
Den store, amerikanske biografkæde AMC – hvis status i USA kan sammenlignes med Nordisk Film Biografers i Danmark – kommer nu med et alternativ til MoviePass.
AMCs program bliver rullet ind under deres biografklub ’Stubs’. Det nye medlemsskab hedder ’Stubs A-List’ og indbefatter også AMCs VIP-medlemsskab, der f.eks. har deres egen, kortere kø til popcorn og slik.
’Stubs A-List’ koster 20 dollar om måneden – cirka 128 kroner – og som medlem kan du gå i biografen tre gange om ugen uden at betale yderligere for billetterne. Det gælder naturligvis kun i AMCs biografer. Man skal dog benytte sig af de tre ture i biffen indenfor samme uge, og ugen går fra premieredagen fredag til den følgende torsdag. Man kan altså ikke ”samle op” og gå i biografen fem gange på en uge, fordi man missede to ture i biffen ugen før. Modsat MoviePass kan man dog se film i specialformater som IMAX og 3D med ’Stubs A-List’.
Ved første øjekast ligner det en noget mere gangbar model end hos MoviePass, som betaler for en daglig tur i biografen, mens brugeren kan nøjes med at betale helt ned til 7 dollar om måneden (cirka 45 kroner). Det taber MoviePass en masse penge på, som firmaet håber på senere at hente hjem bl.a. via salg af data indsamlet fra brugerne.
Netop AMC har været ude i pressen med negative meldinger om MoviePass, og man kan ikke længere købe billetter gennem MoviePass til enkelte af kædens biografer. Der er i skrivende stund intet nyt om, hvorvidt AMC nu vil holde helt op med at acceptere billetter købt gennem MoviePass.