Apple har under deres åbningskeynote til WWDC afsløret en hel række nyheder i iOS 12.
Der blev imidlertid også plads til nogle små nyheder, der også fortjener at blive nævnt, og dem har vi derfor samlet op på her.
For det første vil det sikkert glæde mange FaceTime-brugere, at Apples Skype-konkurrent nu kan bruges af flere på engang. Gruppe-udgaven af FaceTime vil således kunne bruges til møder eller familie-samtaler med op til 32 brugere på en gang.
De Animoji’er, der blev lanceret på iPhone X bliver nu også udvidet. Apple vil ikke lade Samsung sidde alene med AR-avatarer, der ligner én selv, så de har lavet et svar på Samsungs AR Moji’er. De kalder dem for Memoji, og det fungerer stort set ligesom hos Samsung. Bortset fra, at Memoji og Animoji også kan registrere, når du rækker tunge.
Voice Memos er blevet opdateret, så den ser lidt pænere ud, og nu understøtter iCloud – og for første gang kommer app’en også på iPad.
Nu, vi taler om iPad, så læser mange nok bøger på deres iPad, og iBooks har nu skiftet navn til Apple Books. Apples e-bogs-app understøtter nu også lydbøger og både e-bøger og lydbøger kan nu købes i en separat butik direkte i app’en.
Apple News har også fået en overhaling rent grafisk, men en ny sidebar til navigation på iPad. Apple har dog også hyret redaktører til at finde kurateret indhold på tværs af de mange nyhedskilder, sådan at du kan få hjælp til at læse de rigtige ting.
Og ENDELIG har CarPlay fået en funktion, som mange, inklusive undertegnede skribent, har sukket efter længe: Nu kan Google Maps og Waze langt om længe bruges i CarPlay, så Apples kiksede kort-app ikke længere leder én på afveje.