Mere end 100 af de danske biografer er med i et projekt hvor der bliver vist en kortfilm før spillefilmen.
Snart kan du få ekstra for pengene under biografturen.
Biograferne herhjemme vil nemlig snart begynde at vise en kortfilm inden spillefilmen. Det skriver Ritzau.
Over 100 af landets knap 170 biografer deltager i et projekt, hvor der vises en kortfilm før udvalgte spillefilm.
Det er Filmmagasinet Ekko der står bag projektet, med støtte fra Det Obelske Familiefond og Biografklub Danmark Fonden.
Bladet vil gerne sætte fokus på kortfilm-genren.
“Vi vil gerne vise, hvor spændende kortfilmformatet er. Det er her, de unge talenter kan få træning. Der kan laves nogle anderledes og skæve idéer”, fortæller chefredaktør for Ekko Claus Christensen til Ritzau.
Biograferne kan vælge kortfilmen fra hvis spillefilmen er lang.
“Vi mener, at man vil kunne holde til at se ti minutter og kortere. Og hvis biograferne viser en meget lang film, så kan biograferne bare vælge kortfilmen fra”, fortæller Claus Christensen til Ritzau, og fortsætter:
“Og de film, vi har i ærmet, er så interessante og morsomme, at folk ikke vil se det, som at det bare er endnu en reklamefilm, de skal igennem”.
Forsøget med kortfilm før spillefilm kommer til at køre i de danske biografer fra september i år til juni næste år.