Markedet for retrokonsoller begynder virkelig at rykke nu.
Og det betyder, at vi åbenbart skal have nye versioner af alle de gamle spilkonsoller. Netop som nyheden om at Atari VCS’ forudbestillinger eksploderer, lander nu også nyheden om at Atariens største konkurrent fra dengang genopstår.
Da Atari 2600 udkom i 1977, vidste et af verdens største legetøjsfirmaer, Mattel, godt hvad klokken var slået. Fremtiden var interaktivt legetøj som computerspil, og derfor gik de med det samme igang med at udvikle deres egen spilkonsol.
Det blev til Intellivision, der op igennem slutningen af 70’erne og starten af firserne gav Atari 2600 kam til dens hår, indtil de begge tabte terræn til japanske maskiner fra firmaer som Nintendo og Sega, og til hjemmecomputere som Commodore 64 og ZX Spectrum.
Inspireret af interessen fro retrokonsoller, og især Atari VCS, vil et nyt firma, Intellivision Entertainment, lave en ny udgave af den gamle maskine. Et hold bestående af spilindustri-veteranen Tommy Tallarico og en række af de folk, der var involveret i at udvikle originalen står bag.
Indtil videre er det dog kun blevet til en hjemmeside, hvor man kan skrive sig op til at få mere nyt om konsollen, efterhånden som den bliver udviklet. De første 100.000, der skriver sig op, får mulighed for at købe en limited edition-udgave af konsollen.
Du kan læse mere her.