Der er Google I/O-konference i disse dage, og det vælter derfor ud med nyheder fra tech-giganten.
Det gælder også for Google Maps, der nu kommer til at gøre bedre brug af det kamera, der sidder i din smartphone.
Allerede sidste år annoncerede Google deres VPS-koncept under I/O, hvilket bliver en del af det nye initiativ. VPS står for Visual Positioning System og benytter Googles informationer om, hvordan omgivelserne ser ud til at placere dig og din telefon i geografien.
Sidste år blev teknologien demonstreret med, at du også kan navigere rundt ind i bygninger, hvor GPS ikke rækker, men i år brugte Google et andet eksempel til at demonstrere, hvordan kameraet kan gøre navigation nemmere i dagligdagen.
Mange af os har sikkert prøvet det der med at prøve at navigere rundt i et bymiljø og ikke være sikker på, hvilken retning, vi skal i på Google Maps-kortet. Klassikeren er at gå i en eller anden retning for at se, om den blå plet på kortet følger ruten eller går i den modsatte retning.
Det behøver du ikke længere, når kameraet bliver integreret i Google Maps, som det sker senere i år. Her vil du i stedet kunne bruge VPS, hvor Maps genkender bygninger i nærheden af, hvor du befinder dig, og derfor mere præcist kan fortælle dig, hvordan du vender i forhold til rute-vejledningen. Og så er det meget nemmere at følge ruten. Det fungerer som en slags augmented reality i Google Maps, hvor du kan se bygningerne på skærmen, sammen med kortet. Google har også eksperimenteret med at sætte animerede ”vejvisere” ind, så du f.eks. bare kan følge med en lille ræv, der fører an og viser dig vej.
Endelig få Maps også flere informationer om restauranter og andre punkter på kortet, der er relevant for dig. Det kalder Google for Your Match. Ud over, at du nu får at vide, hvorfor Google præcis viser dig denne restaurant (at du f.eks. tidligere har udtrykt, at du kan lide den type mad, restauranten serverer), bliver det nu nemmere at lave lister over steder fra Maps sammen med vennerne. På den måde kan en gruppe mennesker hurtigere blive enige om, hvor de skal hen og spise eller have en drink efter maden.