Der er dukket mere nyt op, om en Sonos højttaler med HDMI og – formentlig – stemmestyring.
Det er ikke første gang vi hører om en ny Sonos højttaler med HDMI. De første informationer dukkede op tilbage i begyndelsen af februar (læs den nyhed her).
Men nu er der kommet lidt mere kød på, for Sonos har ansøgt de amerikanske myndigheder FCC om godkendelse af netop en Home Theater højttaler.
De dokumenter er nu kommet frem, spottet af mediet Variety.
S14 kaldes den i papirene. Det er den type kodenavne som Sonos bruger internt før produkterne frigives. Playbase hed eksempelvis S11 og Sonos One hed S12.
Af papirene kan også ses at højttaleren her har HDMI. Det vil glæde de Sonos-fans der i årevis har sukket efter en Sonos højttaler med HDMI fremfor digital optisk.
Der er angiveligt også talestyring indbygget, Sonos nye højttaler kan styres med Alexa fra Amazon, så den kan blive central for hjemmets Sonos også. Dokumenterne er dog ikke så specifikke at de nævner Alexa, kun at der er mikrofon.
Det ligner ikke umiddelbart en direkte erstatning for Playbar, da højttaleren her er firkantet og ikke ‘soundbar-formet’. Det viser denne skitse fra FCC-dokumenterne der angiver placeringen af label for godkendelse i bunden af produktet:
Der er også et billede af kontrollerne på højttaleren, der minder om dem på toppen af Sonos One:
Hvornår?
Selve ansøgningen og godkendelsen på Sonos ‘Home Theater Speaker er tilbage fra marts måned, og det kan indikere at produktet er på trapperne nu.
Måske en lancering allerede her i maj måned.