Forside * Nyheder

Regeringens officielle medieudspil

-

Pressemeddelelse fra Kulturministeriet (uredigeret)

Annonce:

Regeringens medieudspil er klar: Nye medier, nye vaner, nye tider

Public service-puljen øges gradvist fra 35 til 220 mio. kr. årligt, 40 procent af TV 2 skal sælges, ny tv-kanal og ny DAB-radiokanal med fokus på kulturformidling skal i udbud, støtten til nye medier øges, og digitale nyhedsmedier momsfritages. Det er nogle af initiativerne i regeringens samlede medieudspil ‘Nye medier, nye vaner, nye tider’, der offentliggøres i dag.

Kulturminister Mette Bock siger:
“Danskernes mediebrug er under massiv forandring. Det kalder på en mere tidssvarende mediepolitik. Vi skal styrke den mediemangfoldighed, som borgerne efterspørger, og som er fundamentet for et levende demokrati med troværdige medier. Vi skal understøtte udbuddet af dansk, troværdigt kvalitetsindhold til borgerne, dér hvor de er. Regeringens medieudspil vil sikre balancen på fire vigtige områder, hvor der er brug for at styrke udviklingen til gavn for borgere i hele landet – på tværs af generationer og geografiske skel.”

Regeringens medieudspil fokuserer på fire konkrete områder:
1. Balancen mellem den ældre og yngre generations medieforbrug
2. Balancen mellem statsejede og private medier
3. Balancen mellem gamle og nye medier
4. Balancen mellem landsdækkende og regionale/lokale medier

Regeringens medieudspil indeholder bl.a. følgende initiativer:
• Public service-puljen mere end seksdobles for at styrke privat produceret indhold til alle platforme, bortset fra print. Puljen øges i løbet af forligsperioden fra 35 mio. kr. årligt til 220 mio. kroner årligt

• 40 procent af TV 2 skal sælges for at styrke selskabets udviklingsmuligheder. TV 2 skal fortsat være pålagt public service-forpligtelser

• For at øge public service-udbuddet udbydes en ny tv-kanal med kulturindhold og folkeoplysning samt en ny DAB-radiokanal med klassisk musik og kulturformidling

• Iværksætterstøtten til nye trykte/elektroniske nyhedsmedier øges for at bidrage til udvikling af nye formater og forretningsmodeller

• Digitale nyhedsmedier skal undtages fra at betale moms

• Lokal og regional nyhedsformidling styrkes via omfordeling samt en ny pulje til distrikts- og ugeaviser

• Den statslige finansiering af DR reduceres med 20 procent med en 5-årig indfasning, der starter i 2019. DR skal være et slankt fyrtårn og ikke en bred mastodont

• Fremover skal DR’s indhold i større grad være tilgængeligt på andre mediers platforme mod betaling

• DR skal samarbejde med private medier om en fælles app til børne- og ungeindhold

• For at fremskynde overgangen til digital radio samt skabe større radioudbud og øget mangfoldighed lukkes FM-båndet senest i 2021

Her kan du læse regeringens samlede medieudspil ’Nye tider, nye vaner, nye medier’, der gælder for en 5-årig periode (2019-2023). Aftalen omfatter både public service-medier og private medier og vil blive evalueret midtvejs.

Finansiering:
Udgiftskrævende initiativer i regeringens medieudspil finansieres i form af tilføjelse af nye midler på finansloven og fra puljen, der blev afsat af regeringen og DF til nye medieinitiativer i ‘Aftale om fokusering af DR og afskaffelse af medielicensen’ af 16. marts 2018, samt i form af omprioriteringer. I regeringens udspil indgår nye medieinitiativer til 800 mio. kr. i aftaleperioden.

 

Denne artikel er en del af serien: Medieforlig 2018

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.