LGs næste flagskibstelefon har været igennem lidt af en tumletur.
Til at starte med besluttede LG sig for at afvige fra traditionen og undlade at vise telefonen frem på Mobile World Congress. Angiveligt mente ledelsen simpelthen ikke, at LGs næste G-serie-smartphone, G7, var på et niveau, der kunne konkurrere.
Til manges overraskelse dukkede den alligevel op på MWC, men på en lidt hemmelig måde, der på ingen måde var understøttet officielt af LG.
De fleste havde dog nok regnet med, at LG ville springe G7 over. Men nu ser det ud som om, den bare bliver forsinket.
TechRadar har fået fat i lækket materiale om G7, der nu også har tilnavnet ThinQ. Det sidste er en kunstig intelligens-løsning, som LG annoncerede på CES, og som primært har til formål at hjælpe med at tage bedre billeder. ThinQ er allerede at finde i firmaets V30-model.
Ifølge TechRadars oplysninger kommer G7 til maj, og billederne viser en telefon i det samme design som den, der blev lækket fra MWC. Og det vil sige, at LG nu melder sig ind i klubben af producenter, hvis skærme ligner den på iPhone X, med det karakteristiske kamera-hak i toppen. Skærmen er på 6,1 tommer.
Ligesom på Samsungs nyeste telefoner er der en dedikeret AI-knap, og telefonen skulle køre med Snapdragon 845-chipsettet. Der skulle være 4GB RAM og 64GB Lagerplads ombord, og bagpå sidder der et dobbeltkamera med 16 megapixel på hver sensor. Der er også en fingeraftrykslæser bagpå. Kameraet foran er på 8 megapixels.