HDR10+ er et ‘gratis’ alternativ til Dolby Vision og snart kommer filmene.
HDR10+ er en videreudvikling af HDR10. Det er Samsung og Panasonic der står bag, men det er en standard alle frit kan adoptere, uden at betale royalties per solgt apparat.
Ved HDR10+ er der dynamiske metadata, helt ned på hver scene eller enkeltbilleder (frames). Ved at HDR-informationerne gøres dynamiske opnås et forbedret resultat med flere synlige detaljer.
Der er allerede annonceret TV og Blu-ray-afspillere i år som understøtter HDR10+. Det er produkter fra Samsung, Panasonic og Philips, ligesom streamingtjenesten Amazon Prime Video kan streame kataloget i HDR10+ til Samsung TV.
Men hvad angår film på fysiske skiver der afventer vi første udgivelse. De er dog på vej her senere i år, for Samsung Research viser de første film frem på udstillingen NAB (National Association of Broadcasters) i Las Vegas. En udstilling der åbner lørdag.
Hvilke Blu-ray-udgivelser der bliver de første med HDR10+ er ikke oplyst.