Hvis du ejer en MacBook Pro, kan det være, du skal have skiftet batteriet ud på den.
Apple har opdaget, at en række 13-tommers MacBook Pro-eksemplarer (modellen uden Touch Bar), der blev produceret mellem oktober 2016 og oktober 2017 har fejl på batteriet.
Fabrikationsfejlen betyder, at batteriet kan begynde at udvide sig, og det kan selvsagt skabe en del problemer for maskinens fortsatte funktionalitet.
Hvis du har købt en 13 tommers MacBook Pro uden Touch Bar og tror, den kan være blevet produceret i denne periode, er det derfor en god idé at tjekke, om du skal have den forbi Apple for at få skiftet batteriet.
Det gør du ved at gå ind på denne side og indtaste serienummeret på din maskine. Skulle den være gal, skriver Apple at det kan tage 3-5 dage at få skiftet batteriet. Det er naturligvis gratis at få batteriet skiftet, hvis det har denne fejl ombord.