Gå på opdagelse i DRs historiske billeder, og giv en hånd med at udpege hvad der ses på dem.
DR har et fotoarkiv med 1,8 millioner billeder, og i de seneste år er en del af dem blevet digitaliserede. Men ikke alle er lige velforsynede med data om, hvad der er på billederne.
I sommeren 2016 lagde DR de første ca. 77.000 billeder, uden såkaldte metadata, ud fra den store samling. Nu kommer der så to nye portioner ud.
DR har netop offentliggjort yderligere ca. 30.000 historiske billeder, og snart følger 30.000 mere.
Billedsamlingen er pressebilleder fra DR-produktioner og billeder af værter og programmedarbejdere fra perioden 1950 til 1997.
Ingen krav om hjælp
Det er dog ikke et krav at man skal hjælpe til. Men ser man et billede uden beskrivelse, hvor man kan se hvad det forestiller, så vil DR gerne havde hjælp.
“Man kan selvfølgelig blot sætte sig til skærmen, hygge sig med billederne og komme bag kulisserne i DR, som det har været gennem årene. Men vi vil også rigtig gerne have, at folk tagger dem og skriver emneord på dem, hvis de ved, hvad der er på dem”, fortæller Louise Broch, der er informationsspecialist i DR Arkiv.
113.000 tags allerede
Det kan for eksempel være navne på skuespillere, radio- eller tv-værter, navnet på et program, kameratypen, rekvisitter, et årstal eller noget helt andet, man skriver på billederne. Oplysningerne bliver gemt med det samme, og straks er det så også lettere at finde billederne for alle.
“DRs erfaringer med at dele de første 77.000 billeder uden metadata har været helt overvældende. Der er blevet skrevet ikke færre end 113.000 tags på dem, og det har været en stor hjælp. Billederne kan nu meget nemmere findes og indgå i DRs programmer og på dr.dk, og samtidig er basen med historiske billeder blevet meget mere spændende at dykke ned i for alle”, forklarer Louise Broch.
Som noget nyt foreslår billedbasen nu selv på forsiden 12 billeder, som endnu ikke er blevet tagget med oplysninger.
“Det er et projekt, hvor alle der har set og hørt DRs programmer, er eksperter, og vi håber, at vi også i anden omgang kan få lyttere og seere til at hjælpe os”, slutter Louise Broch.
Tilgængelighed
Se billederne og hjælp med at tagge via: Dansk Kulturarv