Den kommende retro-konsol fra Atari har fået et nyt navn.
Fra det mere nutidige Ataribox har firmaet bag nu valgt at markedsføre konsollen under et navn, der i højere grad rækker tilbage til boksens rødder.
Det nye navn er Atari VCS, og hvis man kender sin teknologihistorie, vil man vide, at det var den oprindelige Atari-konsols oprindelige navn.
VCS stod dengang i 1977 for Video Computer System. Det hed den konsol, som den nye boks også er designmæssigt inspireret af i fem år, frem til 1982, hvor Atari begyndte at markedsføre en ny konsol med navnet Atari 5200.
Derefter skiftede Atari VCS navn til det, som de fleste kalder den idag: Atari 2600.
Nyheden kommer fra Atari selv, der planlægger at vise en prototype frem sammen med diverse tilbehør under Games Developers Conference, der starter i denne uge. Ifølge Engadget planlægger Atari at begynde at modtage forudbestillinger på boksen til april.