Forside * Featured

Slut med Plenti – Kunderne flyttes til Telmore

-
Foto: recordere.dk

TDC har netop udsendt en pressemeddelse hvor de afliver Plenti som brand. I fremtiden vil Plenti kunder være kunder hos selskabet Telmore. Medarbejdere flyttes også over i Telmore.

Selve flytningen betyder at Plenti kunder beholder deres mobilpakke, ligesom de indtil videre har samme pris som de betaler nu.

”Jeg er virkelig glad for, at jeg i dag kan byde alle Plentis kunder og medarbejdere hjertelig velkommen i Telmore-familien. Vi ser hele tiden på, hvordan kan vi gøre det bedre, og efter at selskabet kom om bord tilbage i september har vi nøje undersøgt, hvad der giver den bedste kundeoplevelse for Plenti-kunderne fremover. Både Plenti og Telmores kunder er glade for data og underholdning, og med én stærk enhed kan vi både udvikle bedre produkter og give alle en endnu bedre kundeoplevelse,” siger Jens Grønlund, direktør i Telmore.

Annonce:

Allerede i december fik Plentis kunder adgang til TDC Groups netværk, og det har de dataglade kunder taget godt i mod, fortæller Jens Grønlund.

”Mange af Plentis kunder er storforbrugere af underholdning, og efter skiftet til TDC Groups netværk er dataforbruget i gennemsnit steget næsten 40 pct. Vi havde bestemt forventet, at forbruget ville stige, men at det er sket så hurtigt og så meget, er vi selvfølgelig glade for, da det betyder, at kunderne allerede har opdaget fordelene ved at være på landets bedste mobilnet.”

Skiftet til Telmore giver også Plenti-kunder med underholdningspakker adgang til mere end 30 mio. musiknumre. Fremover bliver Telmore Musik nemlig en del af pakken og erstatter dermed Ekstra Bladet+, Berlingske samt Tivoli og Tivoli Friheden, mens Bookmate erstatter Politiken Books.

”Plenti-kunderne fortsætter med samme mobilabonnement som i dag både i forhold til tale, data og pris, men det giver god mening at ændre lidt i underholdningsprodukterne. Vi kan se på både forbrug, brugerundersøgelser og kundefeedback, at vores musiktjeneste er er den mest populære og brugte tjeneste, og derfor bliver Telmore Musik nu også en del af Plenti-kundernes underholdningspakker,” siger Jens Grønlund.

I gennemsnit skifter vi danskere mobilen ud hvert andet år, og netop det bliver nu også en del lettere for de nye Telmore-kunder.

”Vi gør meget ud af at have et bredt udvalg af mobiler på hylderne, og når vi har spurgt Plentis kunder, hvad de pt. mangler, har mange ytret ønske om at kunne skifte til en nyere mobil uden at skulle opgive sit nuværende abonnement. Når de nu bliver en del af Telmore, får de ligesom alle vores andre kunder mulighed for det.”

 

Foto: recordere.dk

Let overgang fra Plenti til Telmore

Alle Plentis kunder bliver automatisk overført til deres nye mobilselskab og allerede i dag, den 14. februar, får alle kunder en mail, der informerer dem om overgangen.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vores nye kunder føler sig godt modtaget, og de skal derfor ikke selv gøre noget aktivt, det klarer vi. I dagene omkring d. 18. marts, hvor overflytningen fra Plentis systemer til vores systemer finder sted, har vi naturligvis sørget for ekstra bemanding i kundeservice samt hjælpemateriale til de kunder, der har brug for det, så vi kan tage godt imod vores nye kunder,” siger Jens Grønlund.

Plenti bliver en del af Telmore d. 18. marts. Medarbejderne fra Plenti flytter med til Telmore og får job i eksisterende afdelinger.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.