Forside * Fokus

Intel er først med smartbriller, der ligner briller

-

Selv om Google Glass var en fiasko, har tech-giganterne ikke opgivet smartbrille-konceptet.

Facebook har teaset smartbriller og det samme har Apple, altimens firmaer som Microsoft of Vuzix arbejder videre på deres allerede lancerede AR-brille-koncepter.

Annonce:

Nu kommer Intel så på banen – med et forspring.

Intel har nemlig lanceret de første smartbriller, der til forveksling ligner helt almindelige briller, og som ikke udadtil ser ud til at kunne noget specielt.

Der er ikke kamera indbyggede som i mange andre smartbriller, hovedidéen er blot at få informationer ind på nethinden, uden at andre kan se det.

Og det med nethinden skal tages ret bogstaveligt. Lidt i lighed med det hologramkoncept, BMW viste frem på CES sidste år, bliver informationer og grafik projiceret direkte ind i øjet – hvilket gør det overflødigt at lave linser, der også er skærme, eller sætter prismer op over øjet som på Google Glass.

Vaunt, som modellen hedder, har en laser siddende på den højre brillestang, der projicerer et monokromt billede ud på det ene brilleglas, hvorfra det reflekteres ind i øjet. Som Dieter Bohn fra The Verge, der har prøvet brillen, skriver, så er det ganske vist en laserstråle ind i øjet, men styrken er så lav, at den ikke engang behøver myndighedernes godkendelse.

Fordi billedet skydes direkte ind i øjet, kan grafikken placeres hvor som helst i dit synsfelt. På Vaunt sidder den nederst til højre, og det er kun, når du kigger derned, at du kan se den. Den forstyrrer ikke, når du kigger alle andre steder hen.

Vaunt bliver tilgængelig for udviklere først, på samme måde som både Glass og Microsofts Hololens blev det. Det sker senere i år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.