Facebooks stifter og CEO, Mark Zuckerberg gør som regel et stort nummer ud af sine nytårsløfter.
Hvert år sætter han sig et projekt for, som han vil dedikere resten af året til. Han har f.eks. tidligere haft et årsprojekt, hvor han lærte kinesisk (mandarin, for at være præcis), så han kunne tale bedre med sine svigerforældre. Og han har også bygget en virtuel assistent ved navn Jarvis, der kan styre hans og hustruen Priscillas hjem.
Men i år fokuserer han tilbage på Facebook. I sin årlige annoncering af årsprojektet fortæller Zuckerberg, at han mener Facebook er på afveje, og at han vil bruge året på at få den tilbage ”i den rette bane”.
”Vi har en del arbejde foran os, når det gælder beskyttelse af visse grupper mod chikane, visse nationers misbrug af platformen og i det hele taget at øge fornemmelsen af, at Facebook er brugernes tid værd.”
Zuckerbergs Facebook-post har fået 9.400 kommentarer på seks timer, så det tyder på, at han har fat i noget.