Forside * Nyheder

Vivo er klar med fingeraftrykslæser i skærmen

-

Da rygtemøllen kørte virkelig hurtigt under opløbet til lanceringen af iPhone X, troede mange, at sidstnævnte ville have en Touch ID-sensor indbygget i skærmen.

Angiveligt kunne Apple ikke få det til at virke, før iPhone X skulle på markedet. Men nu har kinesiske Vivo så gjort det i stedet.

Annonce:

Kinesiske mobilkunder vil snart kunne købe Vivo X20 Plus UD, hvor UD står for ”Under Display”. Det er en henvisning til, at fingeraftrykslæseren er flyttet ind under selve displayet.

Hvor godt det virker, kan vi ikke sige noget om. Men Vivo var under præsentationen af telefonen selv inde på, at læserens nøjagtighed besværliggøres af skærmbeskyttelses-film. Er man typen, der putter et ekstra lag plastik på sin telefonskærm for at sikre den mod brud, kan man altså ikke nødvendigvis bruge denne type fingeraftrykslæser – i hvert fald ikke i Vivos første version.

Det virker dog, hvis beskyttelsesfilmen er under en vis tykkelse. Vivo siger, de er leveringsdygtige i netop sådan en film, men det er naturligvis ikke så heldigt, hvis man er bundet til at købe Vivos egne skærmbeskyttere. Og det er stadig uvist, hvad der sker, hvis uheldet alligevel er ude, og skærmen får en enkelt revne lige oven i fingeraftrykslæseren.

Vivo X20 Plus UD kan købes i Kina for omkring 3.500 kroner. Der er foreløbig ingen meldinger om en europæisk lancering af den.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.