Det er måske en anelse bizart at omtale passagervognen i et hyperloop-system som en ”togvogn”.
Selv kalder folkene bag de forskellige, konkurrerende hyperloop-systemer vognene for ”pods”. Det er disse pods, der skal transportere grupper af mennesker gennem næsten lufttomme rør med en hastighed på op mod 1200 km/t, hvis systemet ender med at blive brugbart for mennesker.
Virgin Hyperloop One (der tidligere bare hed Hyperloop One, indtil Richard Branson investerede i firmaet) er et af de firmaer, der er længst fremme med teknologien og bl.a. laver testkørseler i Nevada-ørkenen uden for Las Vegas.
Derfor var det bogstaveligt talt nærliggende at udstille en af deres pods på CES, så folk kunne se, hvad det var for en størrelse. Igen, bogstaveligt talt. Det kan nemlig være svært at forestille sig, hvordan sådan en pod ser ud i virkeligheden.
Men der stod den – udenfor det tidligere Nokia-ejede kortfirma HEREs telt på Grand Plaza udenfor Los Angeles’ messehaller.
Der er tale om en test-pod, som der ikke har siddet mennesker i endnu ved topfart. Alligevel bliver drømmen om hyperloop-systemer lidt mere virkelige, når man først ser sådan en pod i virkeligheden.