Forside * Featured

’Thor: Ragnarok’ kom ud til den lille skærm en måned for tidligt

-

Enkelte brugere har fået fingre i det nyeste kapitel i Marvel Cinematic Universe-sagaen før alle andre.

Annonce:

En teknisk fejl gjorde det muligt at downloade filmen lovligt, angiveligt på grund af en manglende koordination mellem Apples iTunes og Disney. Det skriver TorrentFreak.

En Reddit-bruger kunne fortælle om, hvordan han havde forudbestilt download-versionen af ’Thor: Ragnarok’ på tjenesten Vudu, hvilket også ville give ham adgang til den på iTunes via Movies Anywhere.

Det var egentlig meningen, at filmen skulle lande i hans iTunes 20. februar, når filmen officielt kommer ud på hjemmemarkedet. Men allerede morgenen efter dukkede den op i hans iTunes-bibliotek og han skyndte sig at downloade den til sin lokale computer.

Det er formentlig i Movies Anywhere-leddet, at det er gået galt. Movies Anywhere er ejet af Disney, der også ejer Marvel, og som gør det muligt at synkronisere på tværs af de tjenester, hvor man køber film.

Reddit-indlægget er siden blevet slettet, men filmen bliver nu piratkopieret på nettet i stor stil.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.