Forside * Nyheder

REDs telefon lander til sommer

-

Hvis du ikke har hørt om RED før, er det nok fordi, du kun er minimalt interesseret i, hvordan man indspiller film i vore dage.

RED har på meget kort tid etableret sig som et af Hollywoods foretrukne kamera-producenter med deres digitale kameraer, der kan levere video i meget høj kvalitet.

Annonce:

Men nu kommer de også med en smartphone.

Rygterne om en sådan har gået længe – og man skulle jo tro, at en RED-telefon ville være fokuseret på kameraet. Vi ved endnu ikke, hvordan kameraet kommer til at være specificeret, og der kommer næppe til at sidde et andenrangs-kamera i telefonen. Men det bliver ikke dens hovedfeature.

Hydrogen One, som telefonen hedder, har i stedet fokus på, hvad der kaldes 4V, som står for ”Four Views”. Det henviser til, at Hydrogen One understøtter fire forskellige måder at opleve skærmindholdet på: 2D, stereoskopisk 3D, AR og VR (samt blandingen af de to, Mixed Reality). Det specielle er dog, at telefonen angiveligt understøtter alt dette UDEN brug af briller eller headset.

Hvordan det hele kommer til at se ud, finder vi ud af til sommer. Det har repræsentanter for RED ladet slippe ud på firmaets brugerforum. Der skulle blive åbnet op for forudbestillinger ”formentlig i april”, som det hedder i udmeldingen.

Nok ved vi ikke noget om kameraet, men i indlægget på brugerforummet påstår RED, at man kan skyde i 3D og 4V uden brug af ekstra moduler. Det sidste er relevant, fordi der samtidigt loves en grad af modularitet, og der hentydes til eksterne kameramoduler, ekstra batteri med mere.

Derudover er der tale om en Android-smartphone baseret på Snapdragon 835x, med en 5,7 tommer-skærm. Telefonen er lavet til at modstå de hårde betingelser, filmoptagelser nogle gange foregår under, så den er lidt større end andre telefonen i denne størrelsesklasse for at gøre den holdbar. Også batteriet er ”holdbart” – det er på hele 4500 mAh – og så har Hydrogen One også et hovedtelefonstik ombord.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.