Google har løftet en del af sløret for, hvor godt, deres intelligente Home-højttaler sælger.
I en pressemeddelelse fortæller tech-giganten, at de gennemsnitligt har solgt en eller flere Home-højttalere i sekundet, siden lanceringen af den nye generation af højttalerne i oktober.
Det betyder, at de har solgt over 6 millioner af højttaleren, der er en rival til Amazons Echo. Ligesom Echo har den en virtuel assistent ombord, i dette tilfælde Google Assistant.
Amazon har ikke afsløret deres salgstal, så det er svært at sige, hvorvidt 6 millioner Google Home-højttalere er meget eller lidt i forhold til markedslederen Amazon. Amazon har dog den fordel, at de har lanceret Echo i mange flere lande, end Home er lanceret i indtil videre.
For eksempel er Home endnu ikke officielt lanceret i Danmark, mens Echo-højttalerne nu kan købes af danskere. Home forventes dog udbredt til mange flere lande i 2018, og det kan være derfor, Google er i gang med et stort fremstød på CES.