Libratone indførte øretelefoner i sortimentet ved sidste års CES-messe.
I år havde de taget en ny model med, Track+, der er en Bluetooth-enhed med kabel mellem ørepropperne.
Vi var forbi Libratones stand for lige at tage den nye model i øjesyn og lytte lidt på dem.
Lyden i Track+ er ganske fin, med en god definition i hele frekvensspektret. De kan være lidt svære at få placeret rigtigt første gang, men når først man ved, hvordan de skal sidde, er de meget komfortable at have i ørerne.
Med den rigtige størrelse gummidup kan man skabe en god fysisk isolation og placere driveren så tæt på øret, at man får masser af bund i lydbilledet også.
Men hovedfeaturen i Libratones Track+ er dog dens CityMix II-støjfilter, der har fire niveauer af støjreduktion. Idéen er, at du kan slippe så meget af omgivelserne ind, som du gerne vil have, f.eks. når du er er ude at cykle og gerne vil kunne høre trafikken af sikkerhedsgrunde.
Ved det allermest støjdæmpende niveau forsvinder en hel del af omgivelserne, især hvis man får placeret ørepropperne rigtigt. Man skal dog ikke forvente den samme isolation, som man får fra et par over-the-ear-hovedtelefoner eller dyrerere, aktive støjreduktionsløsninger som man finder hos Bose og Sony, der også analyserer og frafiltrerer konstant frekvensstøj som f.eks. en flymotor.
Men det lykkedes Track+ at skabe en hel ro i ørerne alligevel, til trods for de 21 højttalere, der stod og spillede høj musik sammen på Libratones stand. Den gradvise støjreduktion hen over de fire trin virker fint, og der skal nok være et niveau til de flestes behov.
Track+ har ifølge Libratone en batterilevetid på 8 timer efter endt opladning, og koster 1.499 kroner.