Trods kabelklipning er tv-pakkerne fortsat populære, men de suppleres gerne med streaming tv.
Vi danskere vil fortsat gerne både se tv og streame film og tv-serier. Det viser en frisk rundspørge blandt 3.000 danskere, som Wilke har foretaget for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Her angav 82% at de fortsat abonnerer på en tv-pakke mens 62% af husstandene har et eller flere abonnementer på en streamingtjeneste som for eksempel Netflix, HBO, ViaPlay eller TV2 Play.
“Vores undersøgelser viste blandt andet, at en stor del af forbrugerne har tegnet et abonnement på streaming, og at streamingtjenesterne derfor er begyndt at lægge et vist pres på traditionelt flow-tv. Men undersøgelserne viser også, at flow-tv stadig er meget populært blandt forbrugerne”, fortæller kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Søren Bo Rasmussen.
Opgørelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortæller dog ikke umiddelbart noget om hvor mange der alene benytter streaming til erstatning for traditionel flow-tv, da flere af de streamingtilbud der kan abonneres på i dag også kan indeholde live tv.
Det gælder for TV 2 Play og Viasat, og det betyder at der også kan ses flow tv via streaming i dag. Det samme gælder for DR TV, en streamingtjeneste der dog betales over licensen og derfor ikke medregnes som et betalt abonnement i denne undersøgelse.
Men status her ved julen 2017 er altså at godt 8 ud af 10 husstande fortsat har et traditionelt tv-abonnement, mens der i godt 6 ud af 10 hustande abonneres på en eller flere streamingtjenester.
Andre nyheder om streaming video
- James Bonds fremtid på film er i fare
- Store prisstigninger på Telmore Play
- Nu sætter Max ind mod kontodeling
- DR: Fejlene på DRTV er næsten nedbragt
- YouSee og rettighedshaverne indgår midlertidige aftaler trods uenigheder