SMS’en har rundet et kvart århundrede.
I hvert fald, hvis man skal tro Neil Papworth.
Han påstår, at han sendte verdens første SMS til en mobiltelefon tilhørende den daværende direktør for Vodafone, Richard Jarvis. Det skete 3. december 1992 – altså for lige over 25 år siden.
Beskeden lød helt enkelt: ”Merry Christmas”.
Denne første SMS-besked blev dog ikke sendt fra en mobiltelefon, men derimod fra Papworths computer.
Som det dog altid er tilfældet med teknologi-historie, diskuterer eksperterne stadig, hvem der kom først. Papworths SMS-besked blev sendt næsten ti år efter, udviklingen af SMS begyndte.
SMS som vi kender det idag, blev allerede implementeret i arbejdet med GSM-standarden i 1984, så visse teknologi-historikere stiller spørgsmålstegn ved, om Papworths SMS nu også var den første. Ville man f.eks. ikke have testet SMS, efterhånden som man testede GSM-teknologierne op igennem slutningen af firserne?
Men hvis vi tager Papworths ord for gode varer, kan vi i disse dage tippe med hatten for en fødselar, der forandrede måden, vi kommunikerer på for altid.