Batteriteknologi bliver bedre og bedre, men på grund af de voksende krav til hardware, mærker vi ikke så meget til det på f.eks. smartphones.
Men når det gælder fitness-armbånd, går det lidt langsommere med hardware-kravene. Og det har nu resulteret i, at Garmin er lykkedes med at lave et fitness-armbånd, der ikke skal lades op en gang om dagen eller en gang om ugen. Du kan nøjes med at lade det op en gang om året.
Det påstår Garmin i hvert fald er tilfældet med deres VivoFit 4. Det påstod de også var tilfældet med forgængeren, VivoFit 3 fra sidste år. Men på forgængeren gik det ud over designet. Der var tale om en ret kedelig, lille, monokrom skærm, der sad på en ret klodset krop, fordi batteriet skulle være så stort.
VivoFit 4 har ikke bare et meget glattere, lettere og lækrere design, den har også en farveskærm, der hele tiden er tændt, så du ikke behøver aktivere skærmen for at se, hvad klokken er, eller hvor mange skridt, du har taget.
Og for at det ikke skal være løgn, så er VivoFit 4 oven i købet 20% billigere end forgængeren, for den er sat til at koste 80 dollar (ca. 500 kroner før danske skatter og afgifter) mod 100 dollar for VivotFit 3.