Forside * Featured

Revolutionerende dansk trådløs lydteknologi solgt til Roku

-
Dynastrom. Foto: recordere.dk

AROS fra danske Dynastrom er en smart lydteknologi, der kan håndtere stabil trådløs lyd i alt fra mono til Atmos.

Det danske iværksætter-selskab Dynastrom blev ikke sat i verden for at bygge og sælge konsum-produkter selv. Istedet ville de skabe markedets bedste trådløse lydteknologi, til brug i andre fabrikanters produkter.

Produktet fik navnet AROS, og visionen var at det skulle udbredes til alverdens elektronikprodukter der har brug for trådløs lyd, som eksempelvis højttalere, musiksystemer, TV-produkter oma.

Annonce:

Ikke i form af egne fysiske produkter, men som en licenseret teknologi med potentiale til at ændre hvordan vi ser på trådløs lyd i dag.

Hvordan vi forbruger trådløs lyd, hvilke produkter vi kan vælge fra hylden og måden som de kan benyttes sammen på.

 

Dynastroms vision

Kunne det ikke være cool at købe et TV fra et mærke, nogle trådløse højttalere fra et andet mærke, en medieafspiller fra et tredje mærke – og så kan det hele spille sammen trådløst – om det anvendes til tv-lyd, surround, multirum eller andet? – Det uden udfald på lyden?

Med den vision fandt de tidligere B&O-ansatte Brian Møller og Bjørn Reese sammen. Brian har også erfaring fra andre startups samt Motorola, mens software-arkitekten Bjørn har erfaringen med netværk og audio fra bl.a. Bang & Olufsen og Systematic.

De fik software-arkitekten Paul Fleischer og investor og strateg Søren Louis Pedersen med på holdet. Søren er serie-iværksætter, og var medstifter af Libratone hvor han dengang arbejdede med det amerikanske marked og kontakten til Silicon Valley.

 

 

Hvorfor endnu et trådløst lydsystem?

De fleste kender Sonos. Markedsledende indenfor trådløse musiksystemer, men med deres egen proprietære og lukkede system.

Der findes åbne standarder for trådløs lyd, men de har hver især forskellige begrænsninger der har betydning for oplevelsen. Det kan være kort afstand, udfald på lyden i tæt bebyggelse med mange WiFi-net – eller måske er det bare tungt at bruge, både med muligheder og betjening.

AROS er en teknologi der kan levere stabil trådløs lyd, til alt fra mono/stereo, over multirum op til 3D surround som Dolby Atmos med mange lydkanaler.

De kalder det selv for et Audio OS, og sammenligner det med Android der som mobil OS kan køre på en række forskelligt hardware. Her som et Operativ System til lyd, der kan køre på forskellig hardware.

 

 

AROS

AROS er en revolutionerende lydteknologi. Det er lykkedes folkene bag at skabe en teknologi som er bygget til såvel fremtidens lyd, som fremtidens netværk i hjemmet.

For AROS er ikke begrænset til lyd, det er blot her firmaet har valgt at fokusere kræfterne for nu. Men samme åbne teknologi vil kunne benyttes til andre trådløse enheder i hjemmet, om det er den trådløse dørklokke, alarmerne eller IoT-enheder (Internet of Things).

Modsat de fleste andre trådløse teknologier så har AROS ingen fast master-enhed. Det er ingen gateway, bridge eller andet som altid skal være tændt, og slukkes den dør netværket.

Enhederne i et AROS-miljø arbejder autonomt, med en dynamisk master udpeget af enhederne selv. Når en eller flere enheder skal kommunikere, så forhandler de først om hvem der skal være master i systemet.

Hvis den enhed der er master senere rammes af dårlig netforbindelse eller slukkes, så forhandler de øvrige enheder igen internt om hvem der skal tage over og agere ny master. Alt dette foregår automatisk, og uden udfald i lyden eller andet.

Master er den enhed som har taktstokken. Det er den der sørger for en synkron afstemt afspilning, uden forsinkelser og ekko, enhederne imellem. AROS har en ekstremt lav latency (forsinkelse), og det er grunden til at det kan skalere fra mono op til multikanal 3D-lyd som Atmos.

For et er at få stereomusik til at arbejde synkront, men i surround vil lydbilledet hurtigt falde fra hinanden hvis ikke der er 100% styr på præcis hvornår signalerne høres hvorfra.

Kvaliteten af selve streamen vil afhænge af netværks kvalitet og tilgængelig båndbredde. Det afgør enhederne også selv. Er der brug for komprimering benyttes Opus Audio, men er det et godt og stabilt netværk kan enhederne vælges lossless op til PCM.

AROS er baseret på Linux og vil derfor kunne køre på hardware med det operativsystem, hvilket mange trådløse netværksprodukter allerede gør.

For højttalerprodukter o.lign. kan der bruges et lille prisvenligt modul til netværkskommunikationen.

 

Oplevelsen

På videoen her demonstrerer Dynastrom hvor enkelt deres produkt er, i forhold til at koble højttalerne ind/ud af de enkelte zoner.

 

Fremtiden?

Iværksætterselskabet Dynastrom er nu solgt til amerikanske Roku, der mest er kendt for medieafspillere i konkurrence med Chromecast, Apple TV og Amazon.

Roku bekræfter overfor magasinet Variety at de har købt det danske selskab. Variety skriver at salgsprisen er 3,5 mio. dollars, svarende til 22 mio. danske kroner. Dertil 108.332 aktier i Roku.

Om Roku vil fortsætte mulighederne med den åbne lydteknologi som Dynastrom lagde op til, eller om de vil nøjes med at bruge AROS-teknologien til egen brug, melder historien ikke noget om. Men de er rygtet på vej med deres bud på en eller flere smarthøjttalere.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.