Samsung satser nu endnu hårdere på at få deres smartphone-brugere til også at bruge smartphonen som computer.
Har du en Samsung GALAXY S8 eller Note 8 kender du formentlig DeX, der gør det muligt at slutte skærm, mus og tastatur til smartphonen, og bruge den som en desktop-computer.
DeX har dog hele tiden haft den begrænsning, at ikke alle smartphonens apps kan bruges med systemet, og langt fra alle de programmer og funktioner, der kan bruges på f.eks. en Windows-maskine eller en Mac, kan bruges på DeX.
Men nu rykker Samsung alligevel et skridt tættere på.
Sydkoreanerne har nemlig annonceret, at der er en version af DeX på vej, som understøtter Linux. Man kan simpelthen åbne en Linux-installation som en app på smartphonen, hvor man så kan bruge alle de kontorprogrammer og lignende, der findes til Linux.
Man skal dog ikke forvente at kunne installere Ubuntu eller Debian på DeX. Der er tale om en særlig Linux-installation, der deler kerne med Android og derfor kan køre nogenlunde fornuftigt på en Android-smartphone.
’Linux on Galaxy’, som konceptet hedder, skulle dog kunne køre de fleste af de programmer, man normalt kan installere på Linux.
Der er endnu ikke nogen dato på, hvornår ’Linux on Galaxy’ bliver sluppet løs, men man kan skrive sig op her for at få en besked, når det sker.