Forside * Nyheder

Det lancerede Google også: Trådløse øretelefoner og tilbehørs-kamera

-

Google nøjedes ikke bare med at lancere nye højttalere, nye telefoner og nye Chromebooks i dag.

De har også lanceret et par gadgets, ingen rigtig havde forventet.

Annonce:

Det ene er et kamera, man kan sætte til sin telefon. Hvis det lyder som noget fra før år 2000, så skal du vide, at Google med kameraet, der hedder Clips, i højere grad er ude efter GoPro-folket. Eller rettere, de mennesker, der køber GoPro-kameraer uden nødvendigvis at ville bruge disse til at filme vilde stunts på cykel eller ski.

Google Clips bruger Googles kunstige intelligens til at fotografere og optage video automatisk, selv når du ikke selv har trykket på den indbygget udløser. Nogle mennesker har sat GoPro-kameraer op i deres biler i tilfælde af ulykker, og det er for eksempel i sådanne situationer, hvor kameraets AI-automatik kan være nyttig (hvis den f.eks. automatisk går i gang, når bilen startes).

Men det kan også bare bruges til at optage naturbilleder, eller børnenes leg ude i haven. Faktisk skriver Google på deres blog, at netop forældre og kæledyrs-ejere er det tiltænkte publikum.

Der sidder en 130-graders linse med en blændeåbning på f/2.4 i kameraet, der kan parres med smartphones, der har Android 7.0 og opefter ombord. Clips koster 249 dollar (cirka 1.600 kroner før danske skatter og afgifter) og kommer i første omgang ud i USA senere på året.

Trådløse øretelefoner, der kan oversætte

Google lancerede også Pixel Buds, deres svar på alle konkurrenternes trådløse øretelefoner. Pixel Buds er dog ikke helt trådløse, de hænger nemlig sammen med en tråd – altså en snor, der dog ikke er noget kabel i. Det er kun til at holde dem fast på knolden med, og man må formode, at den kan tages af.

Pixel Buds kommer – akkurat som Apples EarBuds gjorde det – som en konsekvens af, at Googles nye Pixel-telefoner ikke har noget hovedtelefon-stik. De er selvsagt lavet til at fungere med Google Assistant, der kan tilkaldes via let berøring af den ene øretelefon. Det er også ad den vej, man f.eks. kan navigere rundt i musikken på ens smartphone.

Fordi, de er integreret med Google Assistant, siger Google, at en af Pixel Buds’ styrker er muligheden for at bruge Google Translate på 40 forskellige sprog. Den oversætter direkte i dit øre, når du er i gang med en samtale på et sprog, du ikke forstår. Og har du en Pixel-telefon, kan Assistant oversætte, hvad du siger ind i Pixel Buds’ mikrofon og sende det ud på et fremmedsprog gennem telefonens højttaler.

Ligesom næsten alle Pixel Buds’ rivaler i markedet, kan de lades op via den æske, de kommer i, hvilket ifølge Google betyder musikafspilning i 24 timer. Google har dog ikke sagt noget om, hvor lang tid, de kan spille på en enkelt opladning, eller hvor lang tid, de skal ligge i æsken, før de er fuldt opladte.

Ny pris og nye farver til Daydream

Pixel Buds koster 159 dollar (cirka 1.000 kroner før danske skatter og afgifter) og kommer i næste måned. Du skal dog købe den hjem fra udlandet, for den kommer primært i lande, hvor engelsk er et hovedsprog, hvilket helt konkret vil sige: USA, Storbritannien, Australien, Canada, Singapore, og som en enkelt undtagelse fra reglen, Tyskland

Endelig kom der også nye Daydream-headset til VR fra Google, hvor nyheden dog primært er nye farver og en prissænkning til ca. 640 kroner før danske skatter og afgifter.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.