Libratone er ikke det eneste firma med danske rødder, der vil udfordre Sonos på deres multirums-dominans.
I London sidder den danske hifi-ingeniør Bo Würtz og har de samme planer. Hans Hifi-mærke Tibo er over de sidste syv år trængt ind på det europæiske marked, og nu er de klar med deres første multirums-højttalere.
Den ene er Vogue 1, der minder lidt om Libratones Zipp-højttaler i designet. Den anden er Vogue 3, der er en større model. Begge har en træ-finish, der visuelt adskiller dem fra de fleste andre højttalere i denne kategori
Begge enheder kan køre med både WiFi og Bluetooth, og kan også køre i multi-setup via Bluetooth, hvis afstanden er kort nok.
Der er knapper på toppen til presets og begge højttalere kan også køre på batteri, så man kan tage dem med sig. Ifølge Tibo kan de holde op til otte timers afspilning på en opladning.
Vogue 1 koster 1499 kroner og Vogue 3 koster 1699 kroner.