Forside * Fokus

Her er iPhone 8 og 8 Plus

-

Apple har droppet S’et, og lancerer iPhone 8 og iPhone 8 Plus.

Som rygterne var gået forud, hedder den nye ”normale” iPhone ikke 7S, men 8.

Den ligner sin forgænger i designet, bortset fra, at den nu også kommer i en guld-farve.  Kameraerne sidder ligesom de gjorde på iPhone 7 og 7 Plus, og der er stadig en Home-knap med Touch ID. Det er indvendigt der er sket mest.

Annonce:

Hjernen i den nye iPhone er Apples nye A11 Bionic-chip, som de er meget stolte af. Der er to kerner til at drive værket, der er 25% hurtigere end A10, og fire kerner til de opgaver, der skal spares strøm på, der er 70% hurtigere end forgængeren.

Skærmene ser umiddelbart ud til at være de samme som på forgængeren.

På kamerasiden er der sket små forbedringer. Der er kommet nye sensorer i begge iPhones og de har begge nu optisk billedstabilisering. Der sidder 12 Megapixels sensorer (to af dem i iPhone 8 Plus), og med f/1.8 blændeåbning. Det andet kamera i iPhone 8 Plus har f/2.8 blændeåbning til brug for blandt andet avancerede fokusindstillinger.

 

 

I samme stil som de fokus-indstillinger, Apple lancerede sidste år, har de lanceret en ny software-funktion, der kan simulere lyssætning ved hjælp af kunstig intelligens. Ved at analysere billedet, mens du er i gang med at tage det, kan kamera-app’en sætte lyset, som om du havde professionelle lamper til rådighed. Det kommer i en beta-version sammen med iPhone 8 Plus. Om funktionen kommer senere til iPhone 8, meldte Apple ikke noget om.

Apple påstår også, at deres nye kameraer i iPhone 8 og 8 Plus producerer den bedste videokvalitet på en smartphone nogensinde. Hemmeligheden er igen software-baseret, idet Apples nye videocodec, der bliver brugt i iPhone, kan analysere hvert frame og med A11 Bionic-chippens kræfter, kan den forudsige, hvad der sker i det næste frame og dermed gør kvaliteten glattere.

 

 

Apples satsning på AR kan også ses på iPhone 8 og 8 Plus. Der er nye accelerometre og andre sensorer i telefonerne, der gør AR mere præcist, og Apple demonstrerede en række spil for at vise, hvordan det kan virke.

Og så vil det formentlig glæde mange, at Apple har bygget trådløs opladning ind i iPhone 8 og 8 Plus, fordi den har glasryg. Det vil nok glæde endnu flere, at Apple har valgt at gå med Qi-standarden.

 

 

Pris og tilgængelighed

  • iPhone 8 64GB koster kr. 6.199,-
  • iPhone 8 256GB koster kr. 7.549,-

Forudbestillingerne starter på fredag med levering fra d. 22. september.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.